Fødselsberetning: Marie

I efteråret 2021 stod Marie overfor en fødsel af hendes første barn. Hun havde haft en nem graviditet og så frem til snart at møde sin lille dreng. Hun havde ikke forberedt sig andet end hospitalets online fødselsforberedelse, da hun troede på at 'kroppen vidste hvad den skulle'. og det gjorde den som sådan også, men hun passede ikke ind i sundhedssystemets rammer, så det resulterede i manglende personale på et travlt hospital, vestorm, indgriben, løgne, utryghed og et akut kejsersnit.

Det her, det er min historie, skrevet ned med tårerne rindende ned ad kinderne, i min dagbog kort efter fødslen af min søn i 2021.

Når jeg sidder og skriver det her, ligger min baby ved siden af mig i sin barnevogn og sover. ni dage gammel og allerede har han vendt hele verdenen på hovedet. Anders er taget i svømmehallen, og jeg har lidt alene tid. For det har jeg nok brug for, for at skrive hele den her fødselshistorie ned. Jeg ved ikke om jeg får alt ned i dag, eller om jeg må opdele den i bidder. Men lige nu er det rart at være lidt alene, for jeg ved, at jeg kommer til at blive ked af det. Tårerne presser sig allerede på. 

Jeg har bare ikke kunne få det ned før, fordi jeg vidste at det ville blive svært. Jeg havde ikke lyst til at kalde fødslen traumatisk, men det var den. Og selvom vi gik ind i det med åbent sind og ikke særlig mange krav, andet end at Anders gerne ville tage imod baby, og at vi ønskede en rolig stemning på fødestuen, så blev de få ønsker ikke opfyldt. Langt fra. 

Her kommer den.

I sin helt rå form.

Torsdag

Torsdag morgen omkring kl. 7, opdager jeg, da jeg er på wc, at der er blod og en ‘snotklat’ på papiret. Efter en hurtig Google søgning og besked til min søster og opkald til min mor,  konstaterer vi, at det nok er slimproppen, som er gået. Første tegn på, at der sker noget her dagen efter hans terminsdag. Men jeg ved, at slimproppen kan gå flere gange. Fedt. Men der er ikke så meget at gøre på det her stadie, andet end selvfølgelig holde øje med, om jeg fortsætter med at bløde, men det gør jeg ikke.

Om eftermiddagen ved 16-17-tiden går jeg en tur med min søster. Vi går lidt langsommere end vi plejer, og jeg får også nogle heftigere plukkeveer undervejs, så vi må holde nogle små pauser. Så der sker noget!

Resten af aftenen fortsætter jeg med at få de her kraftige plukkeveer, men jeg kan sagtens falde i søvn og får sovet nogenlunde i løbet af natten.

Fredag

Fredag morgen, vågner jeg til plukkeveer, og Anders og jeg begynder at time dem, da der er væsentlig flere af dem, end aftenen før. Der går 7, 9, 5, 11 minutter imellem. Altså ikke noget regelmæssigt endnu og de varer kun 30 sekunder. Jeg skulle til jordemoder samtale på Amager om formiddagen, men jeg ringer til dem og fortæller hvordan jeg har det, og vi bliver enige om, at jeg nok er på vej i fødsel, så det ville ikke give mening at tage ud til dem. Hun rådede os til at ringe til Hvidovre, så de vidste, at vi nok kom inden for en overskuelig fremtid. Hvidovre mente, som vi også selv tænkte, at der fortsat var for langt imellem veerne og at de var for uregelmæssig, så vi skulle blive hjemme og arbejde på dem. Hygge os, slappe af og få noget mad og søvn. 

Vi lå og så 'Bernard og Bianca' men Anders måtte pause filmen konstant, da jeg fik veer og ikke kunne koncentrere mig. Efter et bad begyndte det at tage til. Der var 4 minutter imellem og de varede 1 minut. Hvidovre mente fortsat ,at vi skulle blive hjemme og arbejde videre. Så stoppede veerne. Efter mere end en time med veer hver 4. minut, gik de i stå. Der gik 20 min. 11min. 8 min. imellem dem nu Og sådan kørte det bare indtil kl.19, hvor Anders igen ringede til hospitalet for at høre, om vi ikke måtte komme over og få noget smertestillende for natten, som vi havde set i deres fødselsforberedelse video, at det var en mulighed. Det fik vi lov, og efter et hurtigt tjek af hjertelyd og aktivitet hos baby, fik jeg en smertestillende cocktail.

Vi kørte hjem og gjorde os klar til natten. Men jeg kunne ikke holde ud at ligge i sengen, da jeg ca. Hvert 7.minut igen fik veer. Jeg gik derfor ud i stuen, så Anders i det mindste kunne få noget søvn. Her rejste jeg mig fra sofaen og gik rundt hver gang der kom en ve, men fandt hurtigt ud af, at det var bedre for mig at være på alle fire når de kom.

Takket være den søvndyssende pille, lykkedes det mig at sove imellem veerne. 

veen kom , varede i et minut, op på alle fire og så ned og ligge og sove.

Hele natten, hvert 7. minut.

Lørdag

Da klokken havde rundet 5 om morgenen, virkede pillerne efterhånden ikke mere, og jeg kunne ikke holde ud at være i smerten alene, så jeg vækkede Anders som kom ind og lå hos mig. Vi ringede også til min mor og sagde at hun gerne måtte komme ind, da vi nok snart var på vej i fødsel. Omkring kl.7 var min mor her, og der var veerne stadig i fuld gang, men stadig med for langt mellemrum imellem sig. Men da jeg sagde til min mor, at jeg syntes at jeg mærkede mindre liv, ringede hun straks til hospitalet og forlangte at jeg kom derhen.

Det var en ret lang køretur derhen, trods den fysiske korte afstand, da jeg ikke kunne få lov til at bevæge mig som jeg gerne ville, når man sidder spændt fast på bagsædet af en gammel Skoda Fabia.

Inde på fødemodtagelsen fik vi tildelt et undersøgelsesrum. Her kom der en jordemoder og en studerende ind og målte endnu engang hjerterytme og bevægelsesaktivitet på baby. Derudover mærkede hun også på livmoderen, hvor hun sagde at livmoderhalsen var væk, men at jeg kun var 1 cm åben. Der var lang vej igen. 

Men jeg var utryg ved at skulle hjem, så jeg fik lov til at komme hen på en latens stue, hvor vi kunne arbejde videre på veerne, og så fik jeg samtidig et stik i låret med morfin, så jeg forhåbentligt kunne få lidt søvn. Vi var kommet af sted i stor hast, så Anders kørte hjem efter nogle småting og tog en hurtig lur, imens jeg sov en times tid. Anders havde taget frokost med tilbage, men efter at have taget tre bider, drukket en appelsinjuice og lille kakao, kunne min mave ikke holde til det så på allerflotteste manér fik jeg projektil ørlet ud over gulvet.

På det her tidspunkt, var jeg holdt op med at vide, hvad klokken var, men der var i hvert fald gået et par timer, for morfinen begyndte at miste sin virkning og veerne tonsede tilbage. 

Jordemoderen kom igen og spørger om jeg vil have endnu et skud morfin eller om jeg ønsker at få taget vandet, i håb om, at det kan sætte mere gang i tingene. Vi vælger at få taget vandet, hvilket skal foregå på en fødestue. Men først får jeg lavet en lavement, og så sender hun mig i et varmt bad for lige at løsne op i musklerne. 

En halv times tid senere, har vi vores tasker på skuldrene og er på vej ned til en fødestue. Vi ender på fødestue 5. Den hvor jeg er født på, og tænker at det må være et godt tegn.Jeg op i sengen, jordemoderen tager vandet, hvilket bare fosser ud, og fortsætter med at sive resten af dagen, og hun viser mig hvordan man bruger lattergassen. Anders siger et eller andet med en pølle å, og jeg griner, og det er noget af det sidste, jeg nogenlunde huske de næste to timer.

Se, jeg får taget vandet midt i et vagtskifte, og i to timer bliver vi hverken tjekket op på af hverken den nye jordemoder eller andet personale. Og det betyder, at ingen ved, at jeg er i en vestorm. Jeg har en ve, som fortsætter uden stop  i to hele timer. Smerten stopper aldrig, og for at kunne holde det ud trækker jeg nærmest kun vejret igennem masken med lattergas, hvilket gør mig så ør, at jeg føler, at jeg forsvinder.

Det er hvidt for mine øjne, og jeg kan høre en hyletone.

‘Nu dør jeg. Det gør så ondt og nu dør jeg’ tænker jeg.

Mine læber føles som om, at de er lavet af vat, så jeg kan ikke sige noget. Jeg tvinger mine øjne åbne, for der må jo være nogen. Jo, Anders og min mor er her. Men jeg hører dem ikke rigtigt, de er langt væk. Min mor står i døren og råber på hjælp. Ikke kun én gang men tre gange. Hun råber, at jeg har faktor V Lighten og i større risiko for blodprop. Det sætter vidst gang i dem. Jeg har fat i Anders' ansigt, så han ikke forsvinder. Jeg ved ikke hvordan jeg kom ned at ligge fra alle fire og om på ryggen. 

‘Jeg dør, og de skal redde min baby’ siger jeg.

Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke sender mig til kejsersnit, nu når jeg har så ondt. Bare få babyen ud så det her kan stoppe. Men der er jo ikke nogen. Jeg priser mig lykkelig for, at den vestorm ikke har føltes som to timer for mig.

Der kommer en jordemoder, som er tilkaldt. Og pludselig føltes det som om, at fødestuen blev fyldt med personale. Der bliver sagt ting til mig, men jeg forstår det ikke rigtigt og kan ikke svare på noget. Jeg får medicin i hånden som er med til at stoppe veerne, og pludselig føler jeg mig så tung og varm og mit hjerte banker højt i ørene. 

Veen er stoppet. 

Min krop slapper af. 

Jeg får med det samme tilbudt en epidural, som jeg siger ja til, for de bliver nødt til at sætte et vedrop i mig, da de helt ikke bare må gå i stå, for så går hele fødslen i stå. Jeg havde frygtet at få lagt sådan en epiduralblokade, men det værste ved den, var den lokalbedøvelse som bliver lagt først. Men shit, det virkede. Jeg lå og havde veer, og kunne intet mærke.

Oven på alt det, skulle man næsten tro, at vi ville være på vej ind i en aktiv fødsel, men her måtte jordemoderen skuffe. Jeg var sølle 4 cm åben. Efter to timer med konstant ve, så var jeg ikke kommet længere end det?!

Babyen var også blevet stresset oven på alt det, så de holdt godt øje med hjerterytmen, da den svingede meget, især hvis jeg lå på bestemte måder.

Jordemoderen sagde derefter, at det godt kunne blive en lang nat, da førstegangsfødende i gennemsnittet kun udvidede sig 0,5 cm i timen. 

Med den udsigt besluttede vi, at min mor skal tage hjem til os og sove et par timer. Jeg ved ikke, hvad klokken var, måske 20, da Anders kørte hende hjem. Lyset bliver slukket på stuen, jeg er alene og ligger og kigger lidt på telefonen og venter med at ville sove til Anders er tilbage. Jeg tror dog ikke at der går mere end 10 minutter før jordemoderen atter står på stuen og siger, at de vil putte de der elektroder på babyens hoved for bedre at kunne holde øje med hjertelyden. Så det forsøger hun at gøre. 3 gange, før de finder ud af, at der er noget i vejen med maskinen. Jeg tror dog det lykkedes.

På det her tidspunkt har jeg nu to bælter om maven, 1 til at måle veer og 1 til at måle babys hjertelyd. Jeg har et drop i hånden for væske, og i den anden har jeg et drop med epidural, og så har jeg en ledning  til at måle baby. Samtidig siver det stadig ud med fostervand, og nu skal jeg også tisse.

Anders kommer tilbage og får rykket en stol og skammel hen til sengen, for at vi kan få sovet lidt. Hurtigt kommer jordemoderen ind og fortæller, at der er en læge som rigtig gerne vil scanne mig, for at øve sig og fordi det er hyggeligt (ja, jeg er nok lidt træt så fatter ikke helt løgnen) men jeg siger, at det må hun godt, og hurtigt kommer der en kvinde en med en stor scanner og går straks i gang. Men det går hurtigt op for mig, at det ikke var for sjovt.

Jeg bliver scannet og hun, en anden person og min jordemoder snakker hen over hovedet på mig. 

En masse termer. 

En hjertelyd som falder. 

En stresset baby og nu en stresset mor. De mistænker, at han ligger skævt i bækkenet. Støder på i siden, og derfor ikke kan komme rigtigt ned, og derfor er mine veer så uregelmæssige, og jeg ikke udvider mig.

For at se, om han kan rykke sig rigtigt ned, sætter de gang i veerne igen. Hjertebanken, svimmelheden og blodet der pulser i mine ører. 

Jeg skal tisse. Og en stakkel jordemoderstuderende må hjælpe mig ud af alle elektroder og over på en stol med bækken.

Og så kommer de rullende igen. Epiduralen burde virke, da jeg har fået et boost med den, men den virker kun i den ene side af ryggen. Og vestormen er igen ved at tage til. De må stoppe medicinen efter 20 min, da hans hjertelyd igen svinger for meget. 

Og så får vi at vide, at vi kan prøve at sove lidt. Men jeg siger til jordemoderen, at jeg får sådan en trykkende fornemmelse, som om jeg gerne vil presse lidt med veerne. Hun siger ikke noget, men bliver lidt stram i betrækket, og går.

Der går da max 30 min. Før 3-4 mennesker vælter ind på stuen og tænder lyset, med beskeden om, vestarter igen eller kejsersnit.

Bum.

Ikke et ‘hej’ ikke et ‘hvordan har du det.’

Nej, enten skal de scanne mig igen, hvilket jeg ikke kan overskue, da jeg har ondt og ikke kan ligge stille på ryggen. 

Så vil de sætte gang i droppet igen. 

Eller kejsersnit. 

Og der er jeg bare færdig. Jeg siger meget hurtigt ja til kejsersnit, da mine kræfter er ved at være brugt op. Og selvom jeg har et brændende ønske om at føde vaginalt, skal det ikke være på bekostning af hans ve og vel. Og jeg er så træt, og der sker ingenting i fødslen.

Her bliver jeg så afbrudt, af hvem jeg må tolke som være afdelings jordemoderen (eller hvad det hedder), som siger at hun altså skal forklare hvad det går ud på, hvortil jeg svarer, at jeg ved hvad der sker, da jeg har overværet et. Hvorpå hun lægger armene over kors og siger hårdt “jamen så fortæl mig det!" Fortæl mig risiciene!”. 

Jeg troede hun ville forklare hvordan operationen foregik, hvilket jeg får vrisser af hende. Så jeg sagde, at ‘forklar mig det så’, imens jeg skuler til hende. Jeg slutter af med at takke ja til operationen, men siger til hende, imens jeg fastholder mit blik, at hun absolut ikke skal være til stede, da vi ingen kemi har. Hun er ikke velkommen. 

Jeg ringer til min mor grædende og fortæller hvad der skal ske. Min mor er hurtigt ude af sengen og kører til hospitalet.

Da hun træder ind af døren, hører jeg at de kalder kejsersnittet ned til operationsgangen. I min journal kan jeg se at klokken er 23.30. Og jeg er lettet, fordi jeg ved, at det betyder at han ikke bliver født den dag. D.25/9. 

En lang og hård og smertefuld dag. Men han vil blive født d.26/9, på en dag, som kun kommer til at handle om det, og ikke alle de fucked up ting som d.25 har været fyldt med.

Jeg er lettet. Men Anders bliver ekstremt presset. Han har ikke oplevet det før, og frygter, at han pludselig stod med babyen alene. Så han ringede til mor, og bad hende komme.

Søndag

Og så var han her, endelig!

21 minutter inden i den nye dag.

Med skrig og skrål.

Et hurtigt tjek på børnebordet og så kom han op til mig, imens vi blev fragtet på opvågningen, hvor vi var i et par timer, og efterfølgende op barselsgangen.

Dog uden fødselsdagsflag, saftevand eller et blad på livets træ…